De sociale forhold er afgørende for Europas fremtid
Markedskræfterne alene kan ikke sikre en ligelig og fair fordeling af fordelene ved den europæiske integration.
Det stod klart så tidligt som i 1957, hvor det i Romtraktatens præambel blev slået fast, at Det Europæiske Økonomiske Fællesskab blandt sine formål havde at styrke enheden i landenes økonomier ”og at fremme disses harmoniske udvikling ved at formindske ulighederne mellem de forskellige områder og forbedre de mindre begunstigede områders stilling”.
Formålet er videreført i EU’s samhørighedspolitik, som skal mindske økonomiske, sociale og territoriale forskelle mellem EU’s regioner. Politikken er bl.a. formuleret af den tidligere Europa-Kommissionsformand Jacques Delors: ”Enhver udvidelse eller uddybning af Europa skal følges op af øget samhørighed”, sagde han.
Samhørighedspolitikken er en af de centrale søjler i Den Europæiske Union og et fundament for den europæiske sociale markedsøkonomi. Samhørighedspolitikken tilstræber konvergens på det økonomiske, sociale og territoriale område, så fremskridt i Europa sikres i alle EU’s regioner, og ingen lades i stikken eller føler sig glemt. Det er grundlaget for det indre marked, den økonomiske og monetære politik og EU’s udvidelser og reformpolitikker. Alle EU-borgere skal have lige muligheder.
Et tydeligt eksempel på samhørighedspolitikkens positive virkning er EU’s udvidelse i 2004. 20 år senere er det gennemsnitlige BNP pr. indbygger i de nye medlemslande steget fra 52 pct. af EU-gennemsnittet til næsten 80 pct. Samtidig er der sket sociale fremskridt, f.eks. i form af bedre sundhedsresultater og et fald i arbejdsløsheden og fattigdommen.
Men de positive resultater er langt fra ligelig fordelt på regionerne, og de økonomiske forskelle er fortsat store på det europæiske kontinent. Mere end en ud af fire personer i EU (28 pct. eller omkring 120 millioner mennesker) bor i en region med et BNP pr. indbygger på under 75 pct. af EU-gennemsnittet. 60 millioner mennesker bor i regioner med lavere BNP pr. indbygger end i år 2000, og næsten en tredjedel bor i regioner med en årlig vækst på mindre end 0,5 pct. siden århundredskiftet. I en tredjedel af Europas regioner har man knap nok indhentet BNP pr. indbygger fra før finanskrisen i 2008.
De fleste af de ramte mennesker bor i de Central- og Østeuropæiske lande men også i Grækenland, Portugal, Spanien, Syditalien og regionerne i den yderste periferi, men lavvækstregionerne omfatter alle udviklingsstadier og kan endda findes i mere udviklede medlemsstater i det nordvestlige Europa med stærke arbejdsmarkeder og generelt en bedre social situation.
Også i landene internt er den økonomiske og sociale udvikling ulige fordelt. Der er vækstområder, især i hovedstadsområderne og de store byer, og der er stagnationsområder med afvandring og tilbagegang i økonomi og infrastruktur og social service. Landdistrikter i EU’s østlige og sydlige del er stærkt berørt af stigende energipriser.
Fattigdom i Europa er en realitet. 21,6 pct. af Europas befolkning, svarende til 95 millioner mennesker, lever i risiko for økonomisk fattigdom og materielle og sociale afsavn eller lever i en husstand stort set uden erhvervsaktive. En tredjedel af Europas lavtuddannede er i risiko for social udstødelse.
På trods af generelt gode resultater på makroniveau har mange regioner i Europa oplevet vedvarende økonomisk stagnation med lav produktivitet og beskæftigelse.
Økonomisk stagnation korrelerer med stigende politisk utilfredshed og faldende opbakning til demokratiske værdier, til ”systemet” og mainstreampartierne og til EU som sådan. Manglende jobmuligheder og fremtidsudsigter er politisk sprængstof.
Derfor taler man om utilfredshedens geografi. Det kan påvises, at politisk utilfredshed med EU i medlemsstaterne og i regionerne i vid udstrækning er knyttet til økonomisk og industriel tilbagegang. Utilfredsheden udtrykkes bl.a. i en stigende tendens til at støtte mere ekstreme og populistiske partier.
Siden finanskrisen i 2008 er andelen af stemmer ved nationale valg på ”hårde” euroskeptiske partier steget fra under 5 pct. til 14 pct. i 2022, og for alle euroskeptiske partier fra 7 pct. til 27 pct. Vælgere, som bor i regioner i tilbagegang oplever sig overset, forsømt og marginaliseret af en diffus forstået elite, som ingen fornemmelse har for jævne menneskers vanskeligheder.
De nylige valg i tyske delstater med markant opslutning til AFD må være et wake-up call for EU og de samfundsbærende partier i alle medlemslandene. I delstaten Sachsen-Anhalt i det tidligere Østtyskland stemte knap hver anden vælger på AFD på den yderste højrefløj. Sachsen-Anhalt er en af de økonomisk og socialt mest udfordrede delstater i Tyskland, hvis ikke den fattigste, med industriel krise, arbejdsløshed, affolkning, lægemangel og mangel på infrastruktur og anden service.
Ekstremistiske og populistiske partier lever af social utilfredshed. De sociale forhold for Europas borgere er derfor afgørende for EU’s fremtid. EU’s samhørighedspolitik er mere betydningsfuld end nogensinde – en samhørighedspolitik, som når ud, hvor mennesker bor og lever. Ved at styrke EU’s sociale dimension, så den virker for almindelige mennesker, kan samhørighedspolitikken være med til at styrke tilliden til det liberale demokrati og respekt for menneskerettigheder og retsstatsprincipper.
Men det haster med at demontere utilfredshedens geografi.
Udtalelse fra Europolitisk Udvalg i Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, september 2026.
De eksakte oplysninger i udtalelsen er i vid udstrækning hentet fra EU-Kommissionens Niende Rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed. 2024.