Foto: Lextrounce / Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0
En bolig er en menneskeret. Det fremgår af FN’s Verdenserklæring om menneskerettigheder fra 1948.
Det står beskrevet sådan, at enhver har ret til en sådan levestandard, som er tilstrækkelig til at opretholde hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp.
Formuleringen gentages stort set i FN’s Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle rettigheder, men med tilføjelsen, at landene skal stadig forbedre de sociale forhold.
FN’s Sociale og Økonomiske Råd slog i 2020 fast, at staterne skal sikre betalelige boliger, og Mål 11 i FN’s Verdensmål betyder, at alle mennesker inden 2030 skal have adgang til sikre boliger med nødvendige faciliteter til en overkommelig pris. Europarådets reviderede socialpagt fra 1996 pålægger landene at sikre, at boligpriserne er overkommelige for dem, der ikke har tilstrækkelige midler (artikel 31).
Det er vigtigt at minde herom nu, hvor EU-landene står i en alvorlig boligkrise.
Rekordhøje boligpriser og huslejer har ramt millioner af mennesker i Europa. Stigningerne har overhalet indkomstudviklingen. De sidste 15 år er huspriserne steget gennemsnitligt med knap 64 pct., og huslejerne er steget med 21 pct.
I mange lande er det endnu værre. I Ungarn er huspriserne steget med 275 pct. i perioden 2015-2025, i Portugal med 169 pct., i Litauen med 162 pct. og i Bulgarien med 156 pct. Huslejerne er steget i samtlige EU-lande – i Ungarn med 107 pct., Litauen med 85 pct. (Eurostat april 2026).
Den Europæiske Investeringsbank vurderer, at der mangler 2,25 millioner ekstra boliger. Samtidig er udbuddet af sociale boliger faldet, og der er ubalance mellem udbud og efterspørgsel i byerne og på landet, hvor mange boliger står tomme.
Resultatet er, at flere og flere anvender en større andel af deres indkomst på boligen, at flere bor i overfyldte boliger, og at flere må flytte til billigere områder, også borgere i middelindkomstgruppen.
Boligkrisen rammer alle, men især lavindkomstgrupper, herunder migranter og etniske minoriteter samt unge.
De unge bliver ældre, før de forlader deres forældres hjem. I gennemsnit 26 år. I nogle lande bor 70 pct. af unge mellem 18 og 34 år hjemme, fordi der ikke er andre muligheder. Det betyder, at disse unge kommer senere i gang med familie og karriere, og ulighederne stiger generationerne imellem. De unge bliver sat på standby.
Over hele Europa reagerer de unge nu mod boligsituationen, med protestlejre og teltbyer i Spanien og Portugal, besættelser og voldsomme protester i Frankrig og Belgien og krav om akutte politiske lofter over huslejestigninger i Italien.
I Spanien blev en 87 årig kvinde symbol på boligkrisen og boligen som et investeringsobjekt. Hun blev sat på gaden fra den lejlighed, hun havde boet i det meste af sit liv. Huslejen blev femdoblet, da ejendommen blev opkøbt af en investeringsfond.
Det alvorligste udslag af boligmangel til en overkommelig pris er hjemløshed inklusiv for børn. Hver nat svarer antallet af hjemløse i EU til hele befolkningen i Milano bykommune (1,4 millioner).
Et hjem er en grundlæggende rettighed. Boliger må ikke blive profitdrevne aktiver for økonomisk spekulation. Et hjem skal være et sted for tryghed og fællesskab i familien. Et hjem er tæt på oplevelsen af det at være menneske. I stedet for er det for mange blevet et sted med økonomisk usikkerhed og frustrationer.
Boligkrisen er et højt råb om krænkelse af en grundlæggende menneskerettighed. Krisen skal løses i respekt for menneskerettighederne, og de mennesker, som rettighederne vil beskytte. Det ansvar påhviler regeringerne.
Udtalelse fra Europolitisk Udvalg i Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, oktober 2026.