Morten Messerschmidt lyver da ikke, men han slår plat på virkeligheden og skaber falske forestillinger
Man må lade DF-formanden at han forstår at skabe opmærksomhed. ”Den store udvisning” – såkaldt remigration – er et ypperligt eksempel. Et andet kunne kaldes ”Den store løgn”.
I skyggen af 1930ernes Tyskland
Kongen af selvhævdelse, Donald Trump, og hans Grønlandsbesættelse lagde i begyndelsen af året meget beslag på den offentlige opmærksomhed. Det er desuden kun et år siden at hans danske elev Morten Messerschmidt besøgte valgkongens Mar-a-Lago, hvor han bemyndiget af sig selv havde ”rakt ud til Trump”. At DF’s partiformands analytiske evner nyder bevågenhed, skyldes at de er i en klasse for sig selv. Læs f.eks. analysen i Ræson 2019: ”Derfor bliver Brexit en succes” eller i Berlingske den 11.november 2024: Valget af Trump ”kan blive en ny begyndelse for Vesten”, især som følge af Trumps ”konsekvente udenrigspolitik”. I februar sidste år mente Messerschmidt, at russiske tropper ville indtage Kyiv i løbet af sommeren og opsluge hele Ukraine ”til nytår” (DR2).
DF-formanden bekendtgjorde så i Weekendavisen i november 2025 sine hensynsløst ekskluderende synspunkter om indskrænkning i eller fratagelse af nærmere bestemte fastboende udenlandske borgeres rettigheder efterfulgt af udvisning. Han vælger bevidst at se bort fra at i en retsstat har også lovovertrædende udenlandske borgere rettigheder.
Om partiformanden har set sit forbillede, Donald Trump, og hans ordre fra 20. januar 2025 om ”Beskyttelse af det amerikanske folk mod invasion” i kortene kan ikke udelukkes. Her drejer det sig dog om ”invasion”; i Danmark om udvisning. Pønser DF på et forslag om en særlig udøvende retshåndhævende immigrationsmyndighed jf. De forenede Staters immigrations- og toldmyndighed (ICE)? Denne myndighed er ikke-uniformeret, maskeret og alment kendt for sin voldsomme adfærd. I ventetiden kan man fundere over, hvornår man sidst oplevede en større ”udvisning” i Europa. Den tættest på var i 1968, da henved 15.000 jøder forlod det kommunistiske Polen som følge af en genopblussen af antisemitisme.
Så vi skal tilbage til 1930ernes Tyskland, hvor det totalitære styre vedtog en række foranstaltninger, hvor de centrale Nürnberg-love i 1935 fratog jøderne deres borgerlige rettigheder. Mere derom senere.
Når opmærksomhed trumfer indhold og sandhed
Kan det blive mere usselt, end når en politisk leder som Morten Messerschmidt lader opmærksomhedsfaktoren trumfe indholdets sandhedsværdi? Sandt eller falskt er underordnet den vrede, som opmærksomhedseffekten kan skabe. USA’s inspirerende autokratiske præsident, en rollemodel, indtager populistisk løgnens højsæde, og han er som bekendt ofte vred.
Dansk Folkepartis formand er flertalsdemokrat. Som influenter på den politiske markedsplads er fredsommelighed hverken hans oratoriske eller skriftlige varemærke. Med udtalelserne til Weekendavisen den 30. oktober og indlægget den 9. december (hhv. Christian Bennikes interview med Messerschmidt, ”Den store udvisning”, og ”Den faldne Elpis.”) må han aktuelt indtage den hjemlige populismes førersæde. Konsekvensen af de fremførte synspunkter vedr. udvisninger er en undergravning af retsstaten med indførsel af førsterangs- og andenrangsborgere. Straf i form af landsforvisning af danske lovovertrædere blev ophævet i 1827.
Messerschmidts udtalelser føjer sig til årenes række af belærende, polemiske, politiske opmærksomhedsskabende tilkendegivelser, særegne anvendelse af statistiske oplysninger, videoer, påstande om andre partier samt uhistoriske opfattelser af fortidens Danmark, der let kan (for)føre de mere let bevægelige svømmere i stemmehavet. Senest gennem den ”Den store løgn” om, hvad politiske modstandere skulle have sagt.
”Den store løgn”
DF’s pressestab forstås i strategisk øjemed at være blevet erstattet med taktiske ”youtubere” og ”tiktokere”. De har med en prægtig taktisk politisk dømmekraft udsat partiets folketingsgruppe for et alvorligt tillidstab. ”Politiske modstandere” blev således i en berygtet kronik i Jyllands-Posten, ”Remigration er ikke deportation” (13. november 2025), groft ansvarsløst citeret for udtalelser, de ikke havde fremsat. Ynkeligheden steg, da ingen fra folketingsgruppen, underskriverne, havde moral til at indrømme at ingen af dem havde læst teksten. Partiformanden, og DF’s kommunikationschef beklagede og antydede medvirken af kunstig (u)intelligens. Der var således ikke ”ordret citeret” (Jyllands-Posten, 16. november). Det meste var i orden indholdsmæssigt, ”… skulle bare ikke have været citater, men parafraseringer.” Altså omskrivninger. Men tror de to DF’ere at Jyllands-Postens læsere er fæhoveder? De tekster, der påstås at have ligget til grund, burde da i givet fald have været citeret, da ikke omskrevet! Tom snak og fordrejninger.
Vidste man ikke bedre, kunne man tro at den i 1930erne radikalt højreorienterede tyske statsteoretiker Carl Schmitt havde inspireret partiformanden til at anskue politik som en strid mellem venner og fjender. Messerschmidt var da heller ikke sen til at stævne den radikale partiformand Martin Lidegaard for en udtalelse om at remigration iflg. Messerschmidt var rettet mod hudfarve. Det var dog ikke, hvad den følsomme Messerschmidt sagde konkret, men nok mener. Mon ikke Lidegaard parafraserede, altså omskrev?
Den store udvisning
Hvad populisme angår, slog DF-formanden dog rekorden med interviewet i Weekendavisen den 30. oktober, ”Den store udvisning”. Her sagde han at der er brug for remigration og henviste dermed indirekte til den meget aktive, højreekstreme østriger Martin Sellners ibrugtagen af ordet (Weekendavisen, 24. december, 2024). DF-formanden fortsatte dystopisk: ”Der er ikke noget alternativ” samt ”… at en opgave er stor, skal ikke forhindre, at vi løser den.”
Uden at anvise hvorledes ”opgaven” nærmere skal omsættes til ord og handling, gav han overordnet udtryk for at han er klar til at frihedsberøve titusindvis af herboende udlændinge, hvis de ”ikke forsørger sig selv”, finder et job eller frivilligt rejser ud af Danmark. Han anslog at tallet var ”50.000-100.000”. Desuden skal alle udlændinge, der begår kriminalitet – tilsyneladende uden en nedre grænse og hensyn til gældende lovgivning – udvises ”ved første dom”. Tildelte statsborgerskaber siden 2005 skal gennemgås, og, hvis det er givet på et ”forkert” grundlag, annulleres (ca. 85.000 personer iflg. Udlændinge- og Integrationsministeriet). Alle 26.672 tildelinger af statsborgerskab inden for de seneste otte år skal genåbnes med skærpede krav. Der skal en personlig samtale til for at afklare om disse statsborgere er ”danske i hjertet”, mener Messerschmidt, som ”i dag betragter [sig] selv som kristen med alt, hvad det indebærer.” (Til Kristeligt Dagblad, 26. oktober 2023). ”Alt” ses så ikke at indebære det brede, lutherske, alment accepterede næstekærlighedsbudskab, der omfatter alle mennesker, men i stedet et snævert Tidehvervsk, hvor næsten bliver et personligt anliggende.
Om begrebet ”danske i hjertet” (også Danmark i hjertet) tillader jeg mig at mene at det havde været mere relevant med ”hjernen”. Eller tænker DF’ere med hjertet og lader forstanden få fred? Under alle omstændigheder så giver det sig selv at partiformanden hverken har indsigt, position eller autoritet til med gyldighed for befolkningen i kongeriget at fastslå hvad ”dansk i hjernen” udtrykker og omfatter. Men han kan stille et beslutningsforslag derom i Folketinget og dermed afsløre partiets fornemmelse for dansk moralsk habitus.
Med Danmarks grundlov in mente er det er selvsagt svært at forestille sig et folketingsflertal, der skulle nå frem til at støtte de i interviewet nævnte rystende forslag og deres uomtalte menneskelige, retlige, moralske, samfundsmæssige og internationale konsekvenser, der lades helt ude af syne, men som andre har peget på. Senest har Dansk Erhvervs administrerende direktør Brian Mikkelsen bl.a. gjort praktisk gældende ”at ældreplejen er dybt afhængig af udenlandsk arbejdskraft.” (Berlingske, 28. december 2025.
Mangel på proportionssans, indskrænkethed og en højreradikal retsstatsforståelse er desværre blevet DF’s gnavende orme i en enfoldig forestilling om, forekommer det, opnåelsen af et særligt dansk (”blod og jord”) Paradis, hvis ”rigtig mange især muslimer frivilligt forlader Danmark eller finder et arbejde.”
DF-formanden er da også meget karrig med at oplyse, dels hvorledes hans maksimalistiske alternativ kan være i overensstemmelse med grundloven, dels hvorledes Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal tilsidesættes. Men lad os være rolige; DF arbejder da inden for grundlovens rammer, idet alle folketingsmedlemmer har afgivet en højtidelig forsikring om at ville holde grundloven, jf. grundlovens § 32 stk. 7.
Læs i øvrigt historikeren og sociologen René Karpantschofs næsten 25 år gamle kronik ”Er dansk Folkeparti racistisk”, Information, 14. maj 2002.
Udvisningsfortilfælde DF kan se efter i sømmene
Rettet mod mere ureflekterede og let bevægelige vælgere følger DF-formanden første del af en populistisk-demagogisk måde at udtænke og føre politik på. Dvs. at vanskelige samfundsmæssige problemstillinger forenkles til noget åbenbart. Anden del af opskriften tilsættes så enkle og praktiske løsningsforslag, der i ord er lette at begribe, men i praksis uigennemførlige.
Morten Messerschmidt har endnu ikke præsenteret anden del af opskriften, men der kan findes nogen inspiration i de praktiske foranstaltninger og den politiske amoralitet, som – uden sammenligning i øvrigt – den store nabo mod syd udviste i trediverne, som følger:
De 500.000 tyske jøder blandt Tysklands 65 mio. borgere truede efter magthavernes mening med at fordærve de etniske tyskere. Og det nye Tysklands institutioner blev aktiveret mod et magtesløst, beskedent mindretal. Først og fremmeste skulle jøder bringes til at udvandre, selvom mange var assimilerede og havde kæmpet under 1. Verdenskrig. 1933-1939 indførtes hundredvis af love, forordninger m.m., formentlig op til 2000, som isolerede dette mindretal fra det øvrige samfund og vanskeliggjorde deres leveforhold. Mændene ramtes først. De blev udelukket fra foreningslivet og fra 1933 afskediget og udelukket fra offentlige stillinger. Da 10% af Tysklands læger var jøder og ikke kunne undværes umiddelbart, var udrensningen først tilendebragt i 1938. I perioden 1933-1936 forlod henved 100.000, især yngre jøder Tyskland. Med Nürnberg-racelovene fra 1935 defineredes, hvem der var tysk jøde og raceblandet. Tyske jøder blev frataget deres tyske statsborgerskab, erhvervs- og næringsrettigheder fortabtes og et levegrundlag i 1938 var løbende blevet forringet til nu det minimale, men skattepligt bestod. De stilledes under fremmedret og fik forbud mod at køre bil. Udvandringen fortsatte og lettedes administrativt. Tusinder af tyskere fik økonomisk fordel af jødernes udvandring; disse blev ribbet for alt, og ejendele blev bortauktioner. Denne udvikling skete i fuldt dagslys, både nationalt og internationalt. På den resultatløse konference i juli 1938 i Evian i Frankrig drøftede repræsentanter for 32 stater, Danmark iberegnet, muligheden for at modtage tyske og østrigske jøder.
Daværende fast kommentator i Berlingske (nu B.T.) Eva Selsing, som poserer som ”trad wife”, (hjemmegående husmor på nydansk), er filosof og dermed uddannet humanist. Hun slutter fra enkelttilfælde til en ”islamisering” af samfundet og konkluderer at ”det er vitterligt ”os og dem”” og vil remigration. ”Hvordan vi gør,” sagde den eftertænksomme humanist, fjorten dage før Messerschmidt tog til orde i Weekendavisen, ”må djøf’erne finde ud af”; det vil sig jurister, økonomer og politologer (Berlingske, 15. oktober 2025). Og den 14. februar slog hun i B.T. fast at ”… hvis Morten Messerschmidt kunne blive statsminister med støtte fra nogle af de mindre 'verdensborger'-indstillede partier, så ville det være [hendes] drømmekonstellation.”
Mon ikke moralisten Selsing gør regning uden vært. Ser hun bort fra embedsmænd og -kvinders pligter? De skal ”handle inden for gældende ret.” Har hun ændret grundloven, retsstatsprincipper og menneskerettigheder? I det omtalte sydlige naboland, den daværende totalitære stat, var det trods alt nødvendigt ved siden af statens administrationsapparat – der rettede ind – at oprette en partiloyal organisation, SS, der opbyggede et selvstændigt, vidt forgrenet undertrykkelsesapparat, hvori der også indgik en opgivet plan om at deportere jøder til Madagaskar.
DF kan også lære af indespærringen af tyske flygtninge i Danmark
Til Danmark (dengang 4 mio. indbyggere) ankom ca. 250.000 tyske flygtninge i første halvår af 1945. Efter befrielsen den 4. maj interneredes de i lejre i afventning af udsendelse. Der etableredes store lejre i landet, hvor Oksbøl var den største med op til 36.000 internerede. Udgang var ikke tilladt. Lejrene indrettedes organisatorisk af den regeringsoprettede Flygtningeadministration på demokratisk vis. Til børns undervisning forsøgte man at sikre sig lærere med demokratisk sindelag gennem anvendelsen af en liste med 50 spørgsmål. F.eks. om hvorfor en fri presse er nødvendig. Med svarene som baggrund vurderedes de adspurgtes politiske holdninger. Fik man skudsmålet nazist, var man ubrugelig. De sidste flygtninge forlod Danmark i 1949.
Dansk Folkeparti før og nu
Lad mig afslutte med følgende. I perioden 1941-1943 forsøgte udbrydere fra Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, DNSAP, forgæves at øve indflydelse på dansk politik; udbryderne havde valgt at kalde deres nye parti for ”Dansk Folkeparti.” Det navn som udbryderne fra Fremskridtspartiet i 1995 valgte at give partiet var ”Dansk Folkeparti.” Om det – uden sammenligning i øvrigt – var uvidenhed om et allerede belastet partinavn eller bevidst, fordi man fejlagtigt mente at kunne monopolisere adjektivet dansk, har jeg ingen viden om. Men monopoliseringen af dansk er naturligvis falsk. Andre partier er i sagens natur også danske og nogle kalder eller omtaler sig også som folkepartier. Konkret kan man i DF-forkortelsen også indtænke Dansk Farisæerparti; partiet for danskes fordomme, fordrejninger og fordømmelser.
Mon ikke man fremover gør klogt i at lægge mærke til adskillelse af befolkningsgrupper i ”os” og ”dem”, negativ, hadsk omtale af symboler med særlig betydning, forskelsbehandling, dehumanisering ved at fratage mennesker grundlæggende menneskelige egenskaber eller tillægge dem negative egenskaber.
Før årsskiftet havde DF’s partiskonnert fået vind i sejlene; nu er den løjet af, men det kan blæse op på ny, og man kan også som tidligere gå på grund. Under alle omstændigheder er det godt at partiformanden kan gå på vandet uden at lade sig forstyrre af kendsgerninger.
Claus von Barnekow er fhv. ambassadør ved Europarådet og seniorrådgiver i Helsinki-Komitéen for Menneskerettigheder.
Blogposts tegner ikke nødvendigvis Komiteens og redaktionens holdninger.