Den Kolde Krigs ”frygtlogik”: Historikeren Paul Villaume har gravet dybt i arkiverne

Historikeren dr. phil. Paul Villaume har foreløbig udgivet to af i alt tre planlagte bind om Den Kolde Krig, sammenlagt 1008 sider – det hidtil grundigste værk om denne epoke på dansk. Det tør siges, at  dette stykke global historie, med lån fra bogens undertitel, har præget vor tid. Det sætter en vældig ramme omkring det, som ”Helsinki-processen” stod for en ganske lillebitte del af. 

Det vanskelige ved samtidshistorie er, at den hele tiden forskubber sig. Som når Villaume fx i introduktionen til bind 1 skriver, at Den Kolde Krig var ”en unik og afgrænset historisk periode”. Efter Ruslands aggression mod Ukraine i 2022 har nogle sagkyndige i hvert fald stillet det spørgsmål, om Den Kolde Krig i virkelig kun var sat ”på pause” i perioden1991-2022? Eller sagt på en anden måde: Nu er vi måske inde i hvad man kunne kalde ”Den 2, Kolde Krig”.

Den ordrige Helsinki-slutakt

Nuvel, Villaumes arbejde – der altså forsætter med et kommende 3 bind for perioden 1977-91 -er under alle omstændigheder imponerende. Første bind har med sin titel ”Frygtens logik” i virkeligheden indfanget det, som Den Kolde Krig inkarnerede: terrorbalancen mellem Øst og Vest. Som forfatteren bemærker var det just USA's og Sovjetunionens atom- og brintbombearsenaler, opbygget fra slutningen af 1940'erne og med et højdepunkt omkr. 1985 – med ophobning af lagre på tilsammen over 60.000 mere eller mindre affyringsklare atom- og brintbomber – der førte frem til en såkaldt afspændingsproces sidst i 1970'erne.

Helsinki-slutakten af 1975, som omtles i bind 2 med titlen ”Mellem håb og frygt”, må finde sig i at få en begrænset omtale, idet læseren imidlertid mindes om, at denne internationale aftale – den eneste af slagsen med 'slutakt'-betegnelsen – fylder hele 40.000 ord. Der var tale om en ny form for såkaldt tillidsskabende 'foranstaltning' mellem Øst og Vest, ikke en egentlig folkeretlig bindende traktat, hvad jeg ikke finder helt tydeligt understreget i Villaumes tekst. Under alle omstændigheder forsøgte sovjetiske myndigheder hurtigt at fortolke sig væk fra det løfte, der lå i slutakten om at Sovjetunionen skulle realisere en begyndende foreningsfrihed  bl.a. ved at tillade oprettelsen af såkaldte 'kontrolgrupper' til at holde øje med de private foreningsdannelser, der nu blev tilladt.

De overordnede vilkår er velkendte: At Sovjetunionen fik forsikring om at Tysklands grænser (efter Anden Verdenskrig) lå fast mod at vestlige journalister fik friere arbejdsvilkår bag Jerntæppet, at visagebyrer for sovjetborgere blev nedsat samt at visse fremtrædende politiske fanger blev løsladt. Da ledende sovjetiske dissidenter dannede en kontrolgruppe (jeg savner dette ord hos Villaume), akkurat som sådanne grupper blev dannet i alle OSCE-landene, greb KGB øjeblikkelig ind og beordrede den opløst. Alligevel fortsatte gruppen sit arbejde, idet sovjetrepublikker som Armenien Letland, Litauen, Ukraine og Georgien også fik sine kontrolgrupper.

Snart fandtes der sådanne grupper i hele Østeuropa – i Tjekkoslovakiet dannedes tillige en græsrodsbevægelse ved navn Charta 77 med den fremtrædende forfatter – og senere statspræsident - Vaclav Havel blandt initiativtagerne. Håb om at afspændingen her havde fået et vældig skub fremad kom til kort, da en række væbnede konflikter og politisk-militære kriser i den tredje verden indvirkede på klimaet mellem Øst og Vest, som Villaume beskriver det.

Inddæmnings-politikken

Men tilbage til forhistorien til den store øst-vestlige dyst: Efter Josef Stalins død i 1953 traf Kreml med Nikita Krustjov den skæbnesvangre beslutning at camouflere Sovjetunionens notoriske (atom)strategiske underlegenhed med en blanding af hemmelighedskræmmeri og bevidst offentlig overdrivelse af egne militære (især atomare) styrke, som Villaume beskriver det. Ved at bifalde opførelsen af Berlinmuren mellem den tidligere tyske rigshovedstads to dele udviste Krustjov og hans ligesindede en ”autoritær blindhed”, der blokerede for forståelsen af menneskelig frihed – og alt hvad dette indebærer, som historikerne Fursenko og Naftali har formuleret det.

Krusttjov har selv berettet, at Sovjet efter at USA havde omringet det med militærbaser (containment-politikken), samtidig med at amerikanerne truede med atomvåben, forsøgte at give igen med samme mønt. Nemlig ved at opstille sovjetiske atommissiler på Cuba. Præsident John F. Kennedys kløgt fik som bekendt sovjetrusserne til at opgive deres opbygning af en cubansk bastion så tæt på USA.Den kun 13 dage lange Cuba-krise kom til at markere et vendepunkt i Den Kolde Krig: Den betød, at USA og Sovjetunionen ikke siden blev inddraget i en direkte militær konfrontation.

Store dele af Villaumes værk beskriver hvordan USA og Sovjetunionen funderede over hvordan de hver især skulle agere eller reagere i forhold til en række u-lande med mere eller mindre uafklarede relationer til Øst og Vest, Set fra Washington var det i perioder som om der gik et kommunistisk spøgelse gennem den tredje verden: I Indonesien, I Panama, Venezuela, Britisk Guyana, Ghana, Congo, Chile, Indien, Algeriet for slet ikke at tale om Vietnam. CIA begyndte at pumpe millioner af dollars i politiske modstandere, tydeligst måske vendt mod den populære socialistleder og senere præsident Salvador Allende i Chile. Kommunistpartiet dér modtog til gengæld årlig dollars-støtte fra Moskva. Også i Brasilien , Bolivia og Den Dominikanske Republik rasede hvad man kunne kalde en øst-vestlig stedfortræderdyst, hvor USA gjorde hvad edt kunne for at påvirke kommende parlaments- eller præsident valg.

Et ”tøbrud” begyndte i 1960'erne

Vietnamkrigen blev den egentlige prøvesten på stormagternes dyst, ja stedfortræderkrig. USA undsatte Sydvietnam mod den kommunistiske Viet Minh-bevæglelses anslag, idet amerikanerne – misvisende skriver Villaume – ensidigt udpegede Nordvietnam som hovedmodstanderen. Et beskedent antal amerikanske militærrådgivere voksede i 1960'erne til i 1968 at udgøre et amerikansk kontingen på 536.000 soldater. Washington måtte dog i 1965 erkende, påpeger Villaume, at de vesteuropæiske befolkninger generelt ikke så konflikten nært knyttet til Den Kolde Krig – der var langt mere bekymring for at en udvidelse af krigen ville føre til en konfrontation mellem USA og Kina. Derfor kunne NATO-landene kun strække sig til en humanitær støtte til Sydvietnam. Australien, Sydkorea og Thailand sendte dog tropper til at undsætte amerikanerne. 

Imidlertid var der et slags tøbrud i koldkrigsfronterne i Europa på vej i midten af 1960'erne. Ideer om atomvåbenfrie og demilitariserede zoner i Europa havde floreret siden 1950'erne, og nu blev de atter ventileret fra bl..a finsk og polsk side. Danmark og Norge havde allerede i slutningen af 1950'ene givet afkald på atombevæbning , men nu trængte planer for en NATO-atomslagstyrke (kaldet MLF) sig på. Ind i alt dette flettede sig amerikanske ideer om atombevæbning af Vesttyskland og Østtysklands ønsker om international anerkendelse som suveræn stat. Desuagtet var der en vis opblødning af Øst og Vest i gang, og konferencetanken nød fremme i generelle afspændingspolitiske drøftelser.

I januar 1967 undertegnede USA og Sovjetunionen efter et overraskende kort forarbejde en traktat om det Ydre Rum, hvori de forpligtede sig til at undlade placering af masseødelæggelsesvåben, afprøvelse af våben ligesom afholdelse af militærøvelser. Hermed banedes vejen for øst -vestlig indgåelse af anti-atomspredningstraktaten i juli 1968. Disse formelle offenligt kendte tilkendegivelser havde deres modstykke i det stadig eksisterende hemmelige diplomati og en række forskellige 'tendenser, så som afskrækkelsen som våben.Den mangeårige amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger mindede om, at det modstanderen tror, er lige så vigtigt som det, vi tror: ” I den atomare tidsalder bliver bluff taget alvorligt.”

Den østeuropæiske gældsbyrde

I 1969 påbegyndte Øst og Vest de bilaterale forhandlinger om strategisk våbenkontrol (kendt som SALT-drøftelserne), men stærkt truet af de modsat rettede holdninger til Mellemøsten og Vietnam I 1970 begyndte USA og Kina at udveksle hemmelige budskaber via en såkaldt ”bagkanal” i Pakistan, Kissinger tog på tophemmeligt besøg i Beijing, og i 1972 kom det store gennembrud i den ellers 20 år lange koldfront mellem de to lande ved præsident Richard Nixons besøg sammesteds, optagelsen af diplomatiske forbindelser og Folkerepublikken Kinas overtagelse af Taiwans plads i FNs Sikkerhedsråd.

Villaume leverer mange enkeltheder om det fortsatte våbenkapløb, som holdtes i ave gennem SALT, herunder fælles accept af numeriske lofter over de strategiske våben. Herved lagdes grunden til en ny aftale, kaldet SALT II, som imidlertid først realiseredes i 1980'erne (efter tidsrammen for bind 2's udløb, dvs. i 1977). Den øst-vestlige kraftprøve forløb ligesom på to – eller flere – planer. Det hed sig, at begge parter tilstræbte afspænding , Moskva benyttede hyppigt udtrykket fredelig sameksistens, men internt måtte det ikke forlyde, at denne sprogbrug var udtryk for svaghed. Den sovjetiske præsident Leonid Brejsnev mindede således om, at socialismen og kapitalismen var modsatrettede og uforenelige. På den anden side blev han siden bevidst om, at det fortsatte eskalerende våbenkapløb alvorligt belastede Sovjetunionens økonomi.

Hertil kom, at Østeuropa i 1970'erne og 1980'erne gældsatte sig voldsomt til Vesten (fra en gæld på seks milliarder dollars i 1970 til 90 milliarder i 1989.)     Villaume konstaterer, at ”afgørende, postindustrielle teknologiske innovationer for alvor slog igennem i form af den accelererende digitalisering med mikrochips, fiberoptik, kommunikationssatellitter, containerskibstrafik. Hertil kom CSCE-processens større fokus på menneskerettigheder, styrkelse af markedskapitalisme og den påfølgende afkobling, ja svækkelse af planøkonomierne i Sovjetblokken.

Villaume oplyser, at ledende sovjetiske officerer, som stod for den militære planlægning i 1970'erne og 80'erne understøttede samtidige amerikanske våbenkontroleksperter, som anfægtede, at Sovjet havde tilstrækkelig kapacitet eller vilje til at udkæmpe og vinde en atomkrig. Der var imidlertid voksende øst-vest-spændinger i Afrika, Sydasien og Mellemøsten  i slutningen af 1970'ene og ind i 80'ene. Afspændingspolitikken som sådan var trængt i defensiven, lyder forfatterens foreløbige konklusion. En endelig vurdering af Den Kolde Krig og 'Helsinki-processen's resultater afventer bind 3.