Europa Danser: Musikalsk fejring af 50-året for Helsinkislutakten
Tivolis koncertsal, Tivoli
5/7/2025 kl. 15.00
I slutningen af juli 1975 mødtes lederne af 35 lande på den nordlige halvkugle – fra USA og Canada over Europa til Sovjetunionen - og underskrev Helsinki- slutakten – en historisk erklæring, der satte menneskerettigheder, fredelig sameksistens og respekt for de enkelte staters grænser og suverænitet i centrum for sikkerhed og samarbejde i Europa.
50 år senere står disse idealer stadig som pejlemærker for vores fælles fremtid i Europa – ikke mindst i en tid præget af geopolitiske spændinger og demokratiske tilbageslag.
I anledning af 50-året for Helsinkiaftalen og Danmarks formandskab i EU afholder Danmarks Underholdningsorkester en koncert med temaet ”Europa danser” i Tivoli den 5. juli 2025 under ledelse af orkestrets chefdirigent Adam Fischer.
Koncerten er en hyldest til Europas kulturelle mangfoldighed og de humanistiske værdier, der binder os sammen – på tværs af nationer, generationer og historiske erfaringer. Programmet afspejler dette fællesskab: Aftenen indledes med europæiske danse af bl.a. Brahms, Dvořák, Bartók, Grieg og Schubert – et udtryk for Europas folkelige og musikalske rigdom. Derefter optræder orkestrets ungarske solofløjtenist Dora Seres som solist i Carl Nielsens fløjtekoncert, før koncerten kulminerer i Beethovens Eroica-symfoni – et værk gennemsyret af håb og vilje til frihed. Til slut synges Europahymnen fra finalen af Beethovens 9. symfoni, hvor publikum inviteres til at synge med på Schillers smukke ord om menneskehedens forbrødring.
Koncerten gennemføres i samarbejde med den ungarske og den danske Helsinki- Komité, som begge er en del af det brede netværk af civilsamfundskræfter, der arbejder for Helsinki-princippernes overholdelse i Europa. Europa danser er ikke blot en historisk fejring, men også en aktuel påmindelse om, at musikken og kulturen kan samle folk på tværs af sprog og nationalitet.
Billetter købes her: https://underholdningsorkester.dk/europadanser/